Mette Bangsborg Thuesen udførte dele af studiet, mens hun var kandidatstuderende og er i dag ph.d.-studerende ved Freie Universität Berlin. Hun tilføjer:
- Vi har gennem grundige analyser af de forskellige råmaterialer og perler, som blev fundet på Shubayqa 6, kunnet identificere en standardiseret arbejdsgang, hvor sten og mineraler gradvist blev omformet til færdige perler. Denne proces må have krævet betydelige teknologiske og økonomiske ressourcer – og har sandsynligvis været forbeholdt nogle få specialiserede personer, der har arbejdet i noget, som har mindet om et værksted.
De sten og mineraler, der blev brugt til at producere perlerne, var desuden ikke nemt tilgængelige, pointerer Mette Bangsborg Thuesen; de skulle importeres fra en stenkilde 60 kilometer væk og transporteres tilbage til bosættelsen gennem vanskeligt terræn. Det viser, at perlerne må have haft en stor værdi for de forskellige grupper i området.
Videnoverførsel?
Hala Arashi, der er ansat ved Université Côte d'Azur og ekspert i perlefremstilling i stenalderen, fortæller:
- Vi kender ikke til mange perleværksteder fra denne periode. De få andre, vi har fundet, ligget tæt op ad de naturlige geologiske årer, som råmaterialerne kommer fra. Men i Shubayqa 6, som er det tidligste værksted, vi hidtil har identificeret i Mellemøsten, var den lange afstand til råmaterialerne åbenbart ingen hindring.
Ifølge Hala Alarashi er betydelige mængder ”grønne sten” blevet fragtet til sitet og behandlet via en standardiseret produktionsmetode. Det betyder, at gruppen regelmæssigt har skullet fragte sten til sitet og gentaget produktionscyklussen i de over 1.000 år, hvor Shubayqa 6 har været beboet.
- Og det betyder også, at produktionsmetoden sandsynligvis gik i arv fra generation til generation. Vi har identificeret flere ”produktionsfejl”, fx. når stenen er knækket under udboringen, og det kan godt tyde på, at der var tale om videnoverførsel igennem en form for lærlingeordning.
Ingen madproduktion eller lagerfaciliteter
Opdagelsen af standardiseret og specialiseret perleproduktion ved Shubayqa 6 er vigtig, fordi den viser, at specialiseret håndværksarbejde ikke afhænger af et overskud af fødevarer eller socialt komplekse samfund.
- Shubayqa 6 har ikke været en stor bosættelse, selv om den formentlig var beboet året rundt eller i hvert fald det meste af året, siger arkæolog Tobias Richter fra Københavns Universitet, som leder udgravningerne.
Han tilføjer, at det var i denne periode, at de første samfund i Mellemøsten begyndte at dyrke planter og etablere større og mere permanente bosættelser. Men de levede stadig i meget høj grad som jæger-samlere, og hvis de producerede et overskud af mad, var det ikke i store mængder.
- Vores udgravninger har indtil videre ikke kunnet dokumentere, at beboerne havde faciliteter til at gemme fødevarer, eller at de dyrkede planter. Det tyder på, at produktionen af perler blev udført af personer, som ikke var i stand til at deltage i arbejdet med at jage eller indsamle mad.
Hvad der satte masseproduktionen af grønne perler i Shubayqa i gang, og hvorfor de blev så udbredte i regionen, er stadig et åbent spørgsmål. Forskerne bag undersøgelsen mener, at den specialiserede masseproduktion nok skal forstås som en konsekvens af tidlige regionale byttenetværk, som gjorde mere standardiserede produktionsmetoder mulige.
