Relational Forms of Religious Life

Den altovervejende del af den moderne religionsvidenskab har konstrueret sit analytiske objekt ved hjælp af religionsdefinitioner og sammenligninger. Som påpeget af blandt andet Talal Asad og Jonathan Z. Smith, så skaber brugen af definition og sammenligning imidlertid en række uløste videnskabelige problemer. Det drejer sig for det første om, at brugen af religionsbegrebet i sig selv påvirker religion og ikke mindst relationen mellem religioner. For det andet reproducerer det videnskabelige religionsbegreb strukturen i 1500-tallets religionsbegreb, og samtidig har begrebet en vis åbenhed med hensyn til det semantiske indhold. For det tredje har religionsvidenskaben ikke i tilstrækkelig grad haft blik for, at religiøse grupper er emergente enheder, og at de som grupper indgår i et dynamisk forhold med hinanden. For det fjerde er religionsbegrebet oftest tilvejebragt via induktion som dels gør det vanskeligt at redegøre for egne teoretiske forudforståelser, dels vanskeliggør en teoretisk konsistent og hensigtsmæssig beskrivelse af det vi plejer at kalde religion.

På denne baggrund er afhandlingens hovedformål at etablere en mere teoretisk konsistent og hensigtsmæssig beskrivelse af væsentlige, men ikke nødvendigvis alle, dele af det, der i lovgivning og traktater siden 1500-tallet er blevet benævnt med begrebet religion, og som nu indgår i forfatninger, lovgivning, og almindelig sprogbrug i de fleste lande i verden. Det forhold, at religionsbegrebet både har en dagligdagsbetydning og indgår i disse afgørende tekster betyder, at det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt at beskrive religion uden, at den hermeneutiske horisont påvirkes af såvel begrebets juridiske som dets almindelige dagligdagsbetydning. Afhandlingen skriver sig dermed ind i den nyere forskning, der har forsøgt at genbeskrive religion og religiøs praksis. På baggrund af lingvisten Louis Hjelmslevs arbejdsproces, etnologen Thomas Højrups strukturelle dialektik, Emile Durkheims begreb om kollektiv bevidsthed, Norbert Elias' begreb om sociale figurationer, Gregory Batesons analyser af kulturelle mønstre, og forskningsfelterne social ontologi og neurosociologi udvikler tredje del af afhandlingen en ny formaliseret, konsistent og teoretisk hensigtsmæssig beskrivelse af religiøs praksis.