Brug af fremmede flag på kommunale ejendomme, navne som Palæstinas Plads og kommunale boykotter af bestemte varer: Debatten om, hvor langt kommuner kan og må gå, når verdens konflikter rammer lokale værdier, er højaktuel.
”Hovedreglen er, at kommunerne ikke kan drive udenrigspolitik”, fastslår Karsten Naundrup Olesen, professor ved Det Juridiske Fakultet.
Han står bag en nyudgivet forskningsartikel, der kortlægger, hvad kommuner faktisk må og ikke må, når udenrigspolitik og lokalpolitik krydser spor.
Karsten Naundrup Olesen peger på to grundprincipper, som har betydning i denne forbindelse. Lokalitetsprincippet: Kommunen skal primært varetage egne borgeres interesser. Og opgavefordelingsprincippet: Udenrigspolitik er statens opgave.
Videre har de kommunale tilsynsmyndigheder i årtier i deres praksis opretholdt et forbud mod kommunale tilkendegivelser af udenrigspolitisk karakter.
Vigtige undtagelser
Karsten Naundrup Olesen påpeger dog, at kommuner trods udgangspunktet ikke er fuldstændigt afskåret fra at komme med tilkendegivelser, der kan siges at have et udenrigspolitisk aspekt. Kommunerne kan handle med henblik på:
- Humanitær støtte via anerkendte organisationer og uden politiske markeringer.
- Miljøstøtte, f.eks. beskedne bidrag til regnskovsbevarelse, når formålet er globalt klima/økologi.
- Samfundsansvar i indkøb, hvor kommuner må fremme ordentlige arbejdsvilkår, menneskerettigheder og bæredygtighed – eksempelvis ved at vælge fair trade–produkter.
- At komme med tilkendegivelser som er knyttet til statens udenrigspolitik.
Det sidste så man bl.a. i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine, hvor samarbejder om venskabsbyer og investeringer blev droppet. Her var kommuner et led i statens samlede signal.