I diskussionen om børn og unges trivsel har vi ikke været gode nok til at skelne mellem forbipasserende ubehag, længerevarende mistrivsel og psykisk sygdom.
”Det almindelige er blevet sygeliggjort, og en generation af børn og unge er efterladt med et diagnostisk vokabularium til at forstå alment menneskelige forhold.”
Sådan skriver Trivselskommissionen i indledningen af deres rapport. Og hvad skal vi så gøre ved det?
”Vi skal først og fremmest være tydeligere i forhold til, hvad vi taler om, når vi taler om trivsel. Derudover skal vi på den ene side skabe gode og mere tålelige rammer for børn og unge – og samtidig skal vi hjælpe den enkelte og vores fællesskaber til at kunne tåle mere,” nævner Vibeke Koushede og uddyber:
”Ingen skal selvsagt tåle det utålelige, men om vi vil det eller ej, rummer tilværelsen også udfordringer og nedture. Trivsel handler om at kunne være i og håndtere både gode og svære omstændigheder – og det er et fælles ansvar at sikre.”
Man trives, når man overordnet set er glad for sit liv. Man trives, når man kan udvikle sig, udfolde sine evner samt indgå i og bidrage til fællesskaber. Man kan trives, selvom man oplever perioder med modgang og udfordringer. Det afgørende er, at man kan
