Når man taler om seksualitet, er det i hovedreglen det voksne menneskes seksualitet, man definerer seksualiteten ud fra. Spørger man en psykoanalytiker, opstår vores seksualitet i barndommen – lige fra spædbarnet begynder at sutte lystfuldt på sin tommelfinger.
”Freud beskrev det lille barn som autoerotisk, altså at barnet er i stand til at tilfredsstille sig selv, uafhængigt af objektet,” siger Katrine Zeuthen.
Psykoanalysen siger, at barnet fødes ind i en relation til et objekt, med andre ord nogle primære omsorgsgivere. Forældrene tilfredsstiller barnets sult ved at give det bryst eller flaske, og barnet spiser for at blive mæt og overleve. Men det lille barn kan også have lyst til at sutte videre, selvom det er blevet mæt.
”Der er i spisesituationen noget tilfredsstillende, som ikke tjener overlevelsens formål. Barnet kan forestille sig tilfredsstillelsen, det oplever, når det mades – også når barnet er mæt, og når forælderen trækker sig. Det er her, psykens udvikling tager sin begyndelse,” fremhæver Katrine Zeuthen og fortsætter:
”Vi kan allerede fra livets begyndelse fantasere om noget i dets fravær. Og hvad er der så seksuelt ved det? Det er det lystbetonede i at forestille sig en tilfredsstillelse, der ikke handler om biologisk overlevelse. Det er det, som karakteriserer den menneskelige seksualitet,” mener hun.
