Den samfundsøkonomiske diskonteringsrate bestemmer, hvor meget mindre vi vægter fremtidige gevinster eller tab sammenlignet med dem, vi oplever i dag.
Fordi vi som regel foretrækker at få noget godt nu frem for senere, nedskriver økonomer værdien af fremtidige konsekvenser – f.eks. fra klimaindsatser – med en rentesats. Det kaldes tidsdiskontering.
En anden begrundelse er ulighedsaversion. Hvis fremtidige generationer forventes at være rigere end os, nedskriver økonomer værdien af fremtidige konsekvenser.
Metoden bruges i cost-benefit-analyser til at afgøre, hvor meget det er værd at investere i dag for at opnå fordele langt ude i fremtiden.
”Tidsdiskontering handler om, hvor meget mindre vi vægter fremtidige generationers velfærd sammenlignet med nutidens,” forklarer Frikk Nesje og fortsætter:
”Ulighedsmodulet handler om, hvor meget vi bekymrer os om forskelle i velfærd mellem generationer – f.eks. mellem en fattig nutid og en rigere fremtid. Hvor tidligere teoretiske rammer kun fokuserer på forskelle i velfærdsniveauer mellem generationer, kan vi lade holdningen afhænge af hele den intergenerationelle fordeling af velfærd.”
Ved at adskille disse to dimensioner – som ofte er blevet blandet sammen – kan man undgå utilsigtede skævheder og få et mere præcist billede af, hvilke værdier der faktisk ligger bag politiske beslutninger. Holdningerne til tid og ulighed kan også justeres, så de i højere grad afspejler folks holdninger til spørgsmålet.
Den teoretiske ramme bygger på en teknisk nyskabelse, hvor man omregner kalendertid til såkaldt ækvivalent tid ved at gøre tidsaksen længere eller kortere. Normalt i andre teoretiske rammer – for eksempel dem, der bruges af Finansministeriet i cost-benefit-analyser – nedjusterer man værdien af fremtidig velfærd ved at diskontere og udregne nutidsværdier. Det nye studies tilgang er at fastholde velfærdsniveauet og i stedet justere på tidsaksen.
”Den nye tilgang fungerer sådan: Ved tidsdiskontering er det, som om fremtidige mennesker lever kortere liv. Denne indsigt kan bruges til at justere tidsaksen, så alle tidspunkter i princippet tillægges samme værdi. Dette gør det muligt at sammenligne generationers velfærd mere retfærdigt,” siger Frikk Nesje.
Det er denne måde at tænke på, der åbner nye muligheder. Netop fordi selve velfærdsniveauet ikke ændres, kan man enkelt udtrykke holdninger til mere lighed i velfærd mellem generationer.
”Man kan også for første gang udtrykke mål for fordelingen af velfærd mellem generationer, som for eksempel Gini-koefficienten. Studiet har også resultater på, hvordan afvejningen mellem den samlede fordelte velfærd – kagens størrelse – og retfærdigheden i fordelingen – kagens fordeling – kan vurderes,” siger Frikk Nesje.
Nye værktøjer til politisk analyse
Økonomerne mener, at næsten alle eksisterende teorier om intergenerationel retfærdighed – inklusive den klassiske "Ramsey-regel", der findes i Finansministeriets retningslinjer på cost-benefit-analyser – kan forstås som særlige tilfælde af deres nye modulære tilgang. Men endnu vigtigere: Den nye teoretiske ramme åbner op for hidtil oversete enkle kombinationer, som kan være både bedre og mere realistiske.
