Steppefolk tæmmede hesten for 4.000 år siden i det vi i dag kalder Rusland. Siden da har hesten været en tro følgesvend for mennesket som transportmiddel og arbejdsdyr. Men det store firbenede dyr bliver ved med at overraske os, selvom vi efterhånden burde kende det til fulde.
For et nyt studie fra Biologisk Institut på Københavns Universitet viser nu, at hestes velkendte vrinsk er en usædvanlig blanding af lyde, der består af to toner på samme tid.
Heste fløjter således gennem strubehovedet, mens de på samme tid vibrerer stemmebåndet, ligesom mennesker gør, når de synger. Heste har sandsynligvis udviklet disse stemmer for at kunne formidle flere budskaber til hinanden på samme tid, lyder det fra forskerteamet bag studiet, som er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Current Biology i dag.
”Nu ved vi endelig, hvordan de to grundlæggende frekvenser, der udgør et vrinsk, produceres af heste. Vi har tidligere fundet ud af, at disse to frekvenser er vigtige for heste, da de formidler forskellige budskaber om hestenes egne følelser, men nu ved vi også præcist, hvordan de bliver til,” siger lektor Elodie Mandel-Briefer fra Biologisk Institut, som er en af forskerne bag studiet.
Hestestemmer er både lyse og dybe
Selvom tamme heste har levet tæt sammen med mennesker i tusinder af år, er hestens vokale kommunikation dårligt forstået. Større pattedyr udstøder generelt lavere lyde, fordi strubehovedets størrelse typisk øges i takt med kroppens størrelse. Men forskere har bemærket undtagelser fra denne regel – og hestens vrinsk er et fremtrædende eksempel på det.
For at blive klogere på, hvorfor hestes stemmer adskiller sig fra andre pattedyr, satte forskerne sig for at udforske mekanismerne bag hestens vrinsk. De fandt ud af, at hestevrinsket rummer et usædvanligt vokalt fænomen, kendt som ”bifonation”, som betyder, at en lyd lavet af struben har to uafhængige frekvenser - en lav og en høj.
