Aldrig har det været mere acceptabelt for danske folkeskoleelever at overveje det køn, man er blevet tildelt ved fødslen. Det gælder både pronomener og en egentlig medicinsk transitionering til det modsatte køn.
Det føltes måske som længere siden, men det var først i 2017, at transkønnethed ikke længere var en psykisk lidelse i Danmark. Det skete, efter den vestlige verden op gennem 2010’erne var bredt enige om, at det var en menneskerettighed at have ret til behandling som transkønnet.
Transkønnethed betyder, at der er en uoverensstemmelse mellem ens kønsidentitet og de kønnede tegn på ens krop. Kønsidentiteten er en indre oplevelse af hvilket køn, man har.
Kilde: Sexologisk Klinik.
”Det handlede om at anerkende og afstigmatisere transkønnethed. Det var vigtigt og en god ting. Alle tænkte, de her børn skal have behandling, fordi de er forpinte. Det er nødvendigt, og det skal gå hurtigt,” fortæller Mette Ewers Haahr. Som klinisk lektor underviser hun i klinisk sexologi på medicinuddannelsen på Københavns Universitet, og hun ved en hel del om emnet. Men måske ikke helt nok.
Ud over at undervise på Københavns Universitet er hun også overlæge i Teamet for Kønsubehag hos unge på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet. Og her deler hun nemlig en bekymring med danske og internationale kollegaer.
”Man er gået fra at tilbyde behandling til mange til have en mere påpasselig tilgang i flere europæiske lande, bl.a. Sverige. I Danmark behandlede vi sidste år også færre unge. Antallet af ansøgere til behandling er steget frem mod sidste år,” siger hun.
De børn og unge, der kommer på Sexologisk Klinik, er mellem 10 og 18 år. Som ung kan man enten få stophormon, som skal ordineres, lige efter puberteten et gået i gang, og som stopper puberteten. Eller man kan få det modsatte kønshormon af det køn, man blev tildelt ved fødslen.
Årsagen til den påpasselige tilgang skyldes, at man faktisk ikke ved særlig meget om den gavnlige effekt og hvorfor nogle unge stopper eller fortryder behandlingen. Man ved heller ikke, hvor mange de er, eller hvem de er. Og hvad man kunne gøre for at hjælpe dem, så de ikke ender i den situation.
”Det er helt sikkert en lille andel, der decideret fortryder behandlingen. Men vi ved ikke særlig meget om dem,” siger Mette Ewers Haahr.
”Det særligt alvorlige er, at det er en meget speciel medicinsk behandling. Kønshormoner giver varige forandringer på kroppen, og det vil sige, at man ikke sådan lige kan gå tilbage til ’den man var’. Der er ikke særlig meget medicin, der gør det.”
Sammen med kollegaer har hun fået bevilliget et forskningsprojekt, der skal undersøge alle de børn og unge, der er blevet henvist gennem sundhedsvæsenet de seneste seks år. Projektet undersøger børnenes alder, hvor de kommer fra i landet, om de trives, går i skole, har venner, hvad deres sociale funktion er, om de har psykiatriske lidelser, og hvornår deres kønsubehag og kropsubehag startede.
”Formålet er at karakterisere børn og unge, der søger behandling. Det unikke i Danmark er, at vi har et nationalt center. Det betyder, at vi får data fra hele landet, og dermed har vi en national kohorte, der beskriver alle, der har søgt denne hjælp,” siger Mette Ewers Haahr.
”Projektet har et bagudrettet formål, og vi har også planlagt en opfølgning, altså hvordan er det gået de patienter, der har været igennem. Både dem, der ikke har fået behandling, og dem der har fået behandling, og dem der er kommet for at reflektere.”
Den bekymring, Mette Ewers Haahr deler med sine internationale kollegaer, er også, at der er mange, som har en relativ kort varighed af kønsubehag. Og det er måske nogle af dem, der senere ender med at fortryde en behandling, der har givet dem forandringer på kroppen, som varer for evigt, og som de skal leve med resten af livet. Men det kan også være at bekymringerne er grundløse og det rigtige er at behandle.
”Vi vil gerne sikre os, at vi ikke kommer til at behandle nogle, hvor kønsubehaget er kortvarigt. Derfor skal vi også blive klogere på, om der for nogle unge også er noget psykosocialt som for eksempel et ungdomsfænomen, som spiller ind i deres ønske om behandling,” siger hun.
”Kompleksiteten hos denne gruppe mennesker stiger, når vi kigger på data for pubertetsgruppen. Modsat børnene, der søger behandling, er der en stor forskel på, hvem i pubertetsgruppen, der søger behandling,” siger Mette Ewers Haahr.
Teamet i Danmark har svarende til erfaringerne fra andre lande en overvægt af biologiske piger, det vil sige dem der ved fødslen er tildelt kønnet pige, som søger behandling med kønshormon. I 2021 var fordelingen 80-20, og i 2022 var den 70-30.
”Det er en meget stor forskel, som vi bliver nødt til at undersøge i forskningen,” siger Mette Ewers Haahr.
Projektet er støttet med midler fra Sygesikring Danmark og er forankret i Teamet for Kønsubehag for unge herunder Sexologisk Klinik på Rigshospitalet.
Vi vil gerne sikre os, at vi ikke kommer til at behandle nogle, hvor kønsubehaget er kortvarigt. Derfor skal vi også blive klogere på, om der for nogle unge også er noget psykosocialt som for eksempel et ungdomsfænomen, som spiller ind i deres ønske om...
