Frihed til at lade være

Muhammed-sagen set fra USA: Man går kun på kompromis med ytrings- og trykkefriheden, hvis regering eller domstole begrænser mediernes ret til at trykke sådan noget som Muhammed-tegningerne. Men det er ikke en begrænsning af friheden, hvis de selv lader være, skriver professor Ole Wæver, der er gæsteforsker på University of California.

Kristeligt Dagblad, 1. marts 2006

Essay af professor Ole Wæver

Danske medier har forståeligt nok viet en del opmærksomhed til USA's reaktioner på vores Muhammed-versus-Jyllands-Posten-sag.

I den tilspidsede situation var det vigtigste i første omgang, hvor meget støtte eller det modsatte, vi fik fra vores store allierede. I anden omgang begyndte der at komme referater af snart det ene og snart det andet indlæg fra den amerikanske debat, og her kunne man finde belæg for alle synspunkter i den danske debat - og som altid: slagfærdige formuleringer at føre i marken for sin sag. Men ekkoer af den aktuelle amerikanske dækning risikerer at skygge for det rigtigt interessante, vi i Danmark kan lære af den amerikanske side af historien.

For at få dette til at stå klart skal vi spole tilbage til starten og beslutningen om at trykke tegningerne, eller ikke trykke dem - før muslimske gruppers voldelige protester fik mudret den sag til.

Hvad er det, vi kan lære? Først og fremmest forskellen mellem på den ene side frihedsrettigheder - tale- og trykkefrihed - og på den anden side: ansvarlighed. Netop USA står jo ekstremt stærkt på frihedsrettighederne, men man har samtidig en indgroet forståelse for, at der skal tages hensyn. Dette er ikke så meget en indsigt i international politik, mere en erfaring internt fra eget samfund.

I USA er tale- og trykkefrihed ikke bare punkter i en lang liste over rettigheder. De er noget nær juridisk trumf og spilles derfor også i mange (ofte overraskende) sammenhænge. Talefrihed forhindrer således politikerne i at forbyde afbrænding af flaget ved protester, den beskytter børnepornografiske billeder i privat sammenhæng og tobaksreklamer. Med svingende held er paragraffen blevet forsøgt brugt til f.eks. forsvar for nøgendanseres ret til at udtrykke sig og dermed forhindre byer i at lukke deres etablissementer. Så det er ikke overraskende, at politikere vil være meget utilbøjelige til at forsøge begrænsninger på retten til at trykke karikaturtegninger.

USA har de facto ingen blasfemilov. Det kan måske overraske i betragtning af, hvor moral(isti)sk og religiøst USA er. Det er over 50 år siden, højesteret underkendte New Yorks blasfemilov med ordene "It is not the business of government in our nation to suppress real or imagined attacks upon a particular religious doctrine, whether they appear in publications, speeches or motion pictures."

Så hvordan hænger det sammen, at USA nok står stærkere og mere entydigt på tale- og trykkefrihed end noget andet land, og alligevel er det i USA, tegningerne stort set ikke er blevet trykt?

Den primære forklaring er, at man har forståelse for, at der findes rimelige hensyn. Det ved man fra sit eget samfund, hvor religiøse og sekulære (verdslige) politiske grupper ikke kan enes om de grundliggende spilleregler og alligevel skal fungere sammen. Men vigtigere er erfaringerne fra racespørgsmålet. På dette USA's mest sprængfarlige område lærte man, at samfundets sammenhæng kræver hensyntagen og ikke bare abstrakt lighed defineret af flertallet.

I USA er man meget opmærksom på, at man selvfølgelig har retten til at trykke, og netop derfor er der hverken brug for at være demonstrativ, eller rimelighed i at handle ansvarsfrit.

Præsident Bush kommenterede som bekendt sagen med "Vi tror på en fri presse. Vi anerkender også, at med frihed kommer ansvar. Med frihed kommer ansvaret for at være hensynsfuld overfor andre."

Mere tydeligt kom det fra skaberen af den politiske tegneserie Doonesbury, Garry Trudeau, der bestemt ikke selv går af vejen for at provokere. Han sagde til San Francisco Chronicle, at grunden til, at praktisk taget alle amerikanske medier har afvist at trykke tegningerne, antagelig er, "at de, korrekt, mener tegningerne er unødvendigt oppiskende. Det er lovligt at trykke dem, men er det klogt? Den danske redaktør (...) gjorde det for at vise, at i et vestligt liberalt samfund kunne han. Det vidste vi allerede. Sikken en sejr for ytringsfriheden. En redaktør, der giver sig ud i bevidst at provokere eller såre, folk fordi han er bekymret omkring selv-censur, det er ikke en redaktør, jeg kunne tænke mig at arbejde for. (...) Blot fordi et samfund har nærmest ubegrænset ytringsfrihed, betyder det ikke, at vi nogen sinde skal holde op med at overveje konsekvenserne i den virkelige verden."

Budskabet er: det er ikke stramninger af blasfemilov eller andre begrænsninger på ytringsfriheden, der er behov for. Det er altid problematisk at bemyndige staten til at dømme politiserende borgere, især med gummiparagraffer. Vil man undgå det, er der et tilsvarende behov for ansvarlighed i samfundet.

Det præcis modsatte er repræsenteret af Jyllands-Postens Flemming Rose, der er citeret i Washington Post for, at "eftersom jeg handler indenfor loven, så længe jeg ikke bryder noget regelsæt i Danmark, kan jeg ikke undskylde for det".

What? Hvis noget er lovligt, skal man altså aldrig undskylde for at gøre det? Jeg har godt nok - med rette - undskyldt for mange helt legale handlinger overfor andre mennesker i tidens løb. Man skal da undskylde, hvis man gjorde noget forkert - hvis man foretog en forkert afvejning af forskellige hensyn, eller helt overså negative konsekvenser af sine handlinger.

Valget er regulering eller selv-regulering - ikke regulering og selvregulering versus "frihed". Selvregulering indebærer, at det er tilladt at kritisere og holde andre op på rimeligheden i deres moralske vurderinger.

Ønsker vi et samfund, hvor alt, hvad der er tilladt, vil blive gjort? For at blive ved eksempler fra pressens verden: dækning af politikeres privatliv. Mange i Danmark er glade for, at vores presse - i modsætning til f.eks. den britiske - ikke trykker alt, hvad de ved om folk. Ikke af hensyn til injurielove, men fordi det vil være forkert at offentliggøre politisk irrelevante privatlivsdetaljer.

En gradbøjning af ytrings- og trykkefriheden er det kun, hvis regering eller domstole begrænser Jyllands-Postens og andres ret til at trykke sådan noget som disse tegninger. Er det en begrænsning af friheden, hvis de selv lader være?

Nej. Man kan kalde det selvcensur, men selv-censur er ikke et entydigt onde. Det hedder også selv-beherskelse, anstændighed eller civilisation alt efter kontekst. I et privat skænderi med familie eller venner, siger vi heller ikke alt, hvad vi i situationen har lyst til. Vi er opmærksomme på langtidsskaden selv af et "godt argument" i situationen. Man har lov at tænke sig om.

Mange amerikanske medier har nævnt, at Jyllands-Postens oprindelige offentliggørelse skete "tilsyneladende uden noget formål". Det peger på, at ved selvregulering er det ikke et absolut princip, der forhindrer trykning. Det er relativt - handler om en afvejning i forhold til andre hensyn. En eventuel krænkelse af andre skal ses i forhold til formålet. Underligt nok har den danske debat opholdt sig meget lidt ved dette og i stedet accepteret det ytringsfrihedsspørgsmål, der opstod efter protesterne.

I dansk - og mellemøstlig! - debat har formuleringer om pressefrihedens relativitet straks ført over i diskussioner af, at alle rettigheder juridisk set har grænser, ytringsfriheden f.eks. i forhold til bagvaskelse og national sikkerhed, så man kan også indlægge blasfemiagtige begrænsninger. I USA er det stort set ikke på tale - relativt betyder her relativt i forhold til formålet.

Det første formål man kunne forestille sig er kunstnerisk, men det er de fleste vist enige om, at tegningerne ikke helt kan bære.

Næste mulighed er avisernes informationsansvar. Man kunne f.eks. forestille sig en historie om, at disse tegninger cirkulerede blandt vestlige soldater i Irak, og der var oprør blandt muslimer, uden at nogen havde set dem. Da kunne trykning måske sågar afdramatisere.

Som sagen har udviklet sig, begynder et tilsvarende argument at veje stadig tungere. Medier konfronteres med argumentet, at deres læsere og seere skal se, hvad det hele handler om. Det forsvar blev brugt af den eneste større avis i USA, der har trykt dem, og det er det primære argument på debatsiderne hos de mange, der ikke har trykt dem. Men det argument kan Jyllands- Posten naturligvis ikke bruge - de dækkede ikke en nyhed, de skabte selv historien.

Tredje og sidste mulighed er provokation for provokationens skyld, det vil sige for at flytte grænser. Det kan være velbegrundet, og Thorsen og Trille optræder tit i den danske debat som eksempler.

Her er imidlertid et element, der har manglet i debatten: Der er forskel på, om provokationer kommer fra os "selv" eller fra "andre". Tænk på reaktionerne i Østrig på Haider-sagen eller i Chile, da Pinochet blev anholdt i London.

I sådanne situationer føler næsten hele landet sig angrebet, selv mange der egentlig gerne havde fremført den samme kritik selv, men indefra.

Også det er i den amerikanske indenrigspolitiske erfaring med racespørgsmålet. Krænkelserne kom fra andre. Og man lærte, at det var op til grupper selv at markere, hvad de fandt respektløst. Det var ikke hvide amerikanere, der blev frustrerede over de stereotype gengivelser af african-americans i f.eks. film - det var dem selv. Og det kunne hvide så finde tyndhudet eller ej; man lærte at tage højde for det og f.eks. fordele filmrollerne anderledes. David Ignatius minder om, at slaveriet efterlod en dyb vrede, der kan udløses - for andre irrationelt og ude af proportion - af "N-ordet". "Der er oprettet grænser, som outsidere - i dette tilfælde hvide - ikke må krydse." Fornærmelsen i tegningerne udløser en tilsvarende ophobet smerte og vrede i en muslimsk verden, der med tiden også selv kommer til at gøre grin med dette, som african-americans nu kan.

Så argumenter om religionskritikkens nødvendighed og det sunde i at blive udsat for provokationer, undervurderer, at hvis man ønsker, at muslimer skal gå den vej, skal man tænke over, hvad der kan fremme den debat internt - det er i praksis næsten altid kontraproduktivt, hvis det kommer "udefra". Og da især, hvis det kommer fra nogen, man i forvejen føler er overmægtige og truende, som Vesten er i dagens verdensorden.

Som Ibrahim Hooper, talsman for Rådet for Amerikansk-Islamiske relationer udtalte på FoxNews:

"Folk i den muslimske verden - det virker måske mærkeligt for jer - de føler sig under belejring. Det kan være det er forkert, det kan være det er en misforståelse, men det er sådan de ser forholdene. At deres tro, deres kultur er under belejring, og det her var bare endnu et eksempel på angreb på deres kultur, deres samfund".

En kommentator i New York Times, Robert Wright, der argumenterede langs nogenlunde samme linjer, som jeg her gør, gik et skridt videre, og mindede amerikanerne om, at selv volden gav minder om den amerikanske læreproces. De voldelige oprør i midten af 60erne gav lydhørhed for klager, de sorte længe havde fremført uden held. Og volden voksede ikke, da samfundet udviste "appeasement" (eftergivenhed) og imødekom mange krav - tværtimod ophørte opstandene.

I modsætning til Robert Wright, vil jeg bestemt ikke gå så langt som at forsvare voldelige protester og heller ikke til at affærdige bekymringen for, at selv-censur under trusler om vold kan blive afpresning. Men jeg er enig i, at selv-censur ikke skal sidestilles med censur. Selvcensur "er, hvad der tillader os at leve i et bemærkelsesværdigt mangfoldigt samfund uden censur. For at holde censur ude af det juridiske rum, praktiserer vi den i det moralske." Man er juridisk fri til at sige og publicere næsten alting, men hvis man gør noget himmelråbende tåbeligt eller hensynsløst, følger også kritik og fordømmelse i samfundet.

Mange danske debattører vil givetvis indvende, at dette argument ikke kan overføres på Danmark, for de vil netop ikke have et multikulturelt samfund som det amerikanske. Til det må siges, at Danmark er et lille land. Globaliseringen er for os, hvad samfundet er for USA. I verden af i dag kan vi lige så lidt nøjes med at tage hensyn til de små 5 millioner mennesker, der etnisk ligner os selv mest, som amerikanere kan nøjes med at tage hensyn til det lille segment, de har mest lyst til.

Nyhedsmagasinet Newsweek og flere andre har udtrykt bekymring for, at efter optøjerne vil der være øget selv-censur. Jyllands-Posten har reelt svækket det princip, de angiveligt kæmpede for. Tilsvarende tab på muslimsk side er bl.a., at så absurd mange muslimer har reageret på måder, der er nærmest komisk kontra-produktive: I sin reaktion på karikaturtegningerne er de selv blevet en karikatur på fordommene om voldelige muslimer; ved tyndhudetheden på Muhammeds vegne, ender de i netop den afgudsdyrkelse, han ville forhindre; og de ignorerer Profetens egne anvisninger og personlige eksempel med hensyn til at reagere med tilgivelse på personlige krænkelser. Det er en almindelig erfaring i konfliktsituationer, at handlinger uden hensyn til modparten fører til optrapning og tab for begge parters principper med tilsvarende tilvækst for konflikten selv.

Meget af optrapningen kunne sandsynligvis være undgået, hvis ikke begge parter - ideologiske europæere og kampklare muslimer - begge havde set censur og selvcensur som to sider af samme sag, og i stedet udelukket censur men åbent diskuteret, hvordan vi gensidigt kan lære at tage bedre hensyn til hinanden i den indviklede, globaliserede verden.

Den europæiske debat er foregået med holdepunkt i spørgsmålet om, hvorvidt tegningerne var lovlige, og om de burde være det. Muslimske organisationer insisterer på, de bør være ulovlige, og mange hjemlige jurister mener, de måske er det, og at det derfor bør afklares ved en domstol. I skyggen af det spørgsmål, er det let at se "selvcensur" som en variant af statslig censur. Hvis vi fjernede den statslige censur som mulighed, ville det blive tydeligere, at "selvcensur" bliver et vanskeligt balancespørgsmål - den kan ikke altid være påbudt, for så ender vi i censur alligevel, men den kan heller ikke være et absolut onde - for så ender vi i enten censur eller konflikt.

Hvis trykningen af de mest hårdhændede indlæg er en selvfølgelig ret, bliver det også lettere for en regering at kritisere en avis - og Fogh kunne have lagt distance til tegningerne langt mere effektivt. For det bliver ikke opfattet som censur. Det gør det kun i et halv-autoritært styre, hvor pressen nervøst lytter til tegn på regeringens vel- eller uvilje. I USA er det okay for politikere at kritisere pressen - de er alle selvstændige, ansvarlige aktører.

Tilsvarende finder man i USA officielle muslimske organisationer, der siger som Mohammed Faquh, imam ved det Islamiske Institut i Orange County: "Jeg siger ikke, at man ikke har ret til at offentliggøre de tegninger. Vi beder blot om fortsat tilbageholdenhed og ansvarlighed fra pressen."

Dette i modsætning til situationen i Europa, hvor islamiske organisationer og aktører kan være mere eller mindre gode til at tage helhjertet afstand fra volden, men de kræver stort set alle forbud mod tegninger som Jyllands-Postens. Den slags forbudspolitik kan kun fjernes ved at opdyrke en almen ansvarlighed.

Den situation vil betyde, at det nogen gange kan være rigtigt at trykke tegninger, der krænker religiøse følelser, andre gange vil det ske, selvom det ikke var klogt. Men hele tiden vil aviser og alle andre aktører i samfundet blive holdt kritisk op på rimeligheden i deres handlinger. Og det uden at de råber "selv-censur", hver gang de bliver opfordret til at opføre sig fornuftigt.

Ole Wæver er professor i international politik ved Københavns Universitet og er i øjeblikket gæsteforsker ved University of California, Santa Cruz.